Vi tøs vi ka
Holdet er for alle, der vil dyrke gymnastikken og glæden herved. Vores instruktør er hammerdygtig og sørger altid for den gode stemning og et super godt sammensat program med fede serier og skøn musik.
Holdet er med opvisninger.
Rytme for kvinder 16år +
Det nyeste og fedeste rytmehold er nu oprettet for alle kvinder fra 16 år og frem!
Vi skaber et rum, hvor der er plads til alle - plads til at grine, til at fejle og til at slå sig løs:
Vi skal stifte bekendtskab med forskellige rytmeformer og udforske kroppens bevægelsesmuligheder.
Der er absolut ingen krav om tidligere erfaring med rytmisk gymnastik eller dans, så tag din veninde med under armen og kom og vær med til en hyggelig sæson, der kulminerer i et brag af en opvisning til marts!
Trænger du også til et lille afbræk fra hverdagens gøremål? Så lad AULA-beskeder, lektier, vasketøj og madpakker blive hjemme og kom og vær med!
Det bli'r ski'e skægt!
Jumping fitness
Jumping fitness er sjov og effektiv konditionstræning, som udføres på særlige trampoliner. Du vil blive undervist af en uddannet instruktør. Holdet er for alderen 16+.
Der hoppes i takt til god musik, sveden kommer frem på panden, og stemningen er helt i top!
Jumping fitness er skånsomt for knæ og led, da underlaget er blødt. Alle kan deltage (max-vægten er dog 99 kg). Man bestemmer selv, hvor meget power, man lægger i sin træning. De fleste vil hurtigt opleve en forbedring af ens kondition.
Tilmelding er først til mølle. Finder du efter 1-2 gange ud af, at det ikke er noget for dig, får du pengene retur, og pladsen går til en anden. Husk afbud, hvis du ikke kommer, så pladsen kan gå til en anden!
Husk: vanddunk, håndklæde og rene indendørs sko.
Mød ind 10 minutter før timens start, så du kan hjælpe med at stille trampolinerne klar; derudover skal du forvente at blive 5 minutter efter timen, hvor vi rydder op og spritter af.
God form
Vi får pulsen op
Vi styrker hele kroppen
Vi går hjem i godt humør
Her får du funktionel træning med hele kroppen i fokus. Vi arbejder til god musik og nogle af kodeordene er din krop som vægtstang, trapper, step-bænk, planke, squats, sit-ups, lidt sving med hofterne og masser af smil og god stemning.
Medbring håndklæde, trænings-/yogamåtte og noget vand.
Crossdance
Undervisning i foreningens fede koncept inden for fitness.
Cross Dance kombinerer flere fitnesselementer i en power-packed time baseret på modulerne dance, bodytoning, cardio og balance.
Alle er velkomne.
Crossgym
Instruktøren søger for et veltilrettelagt program, hvor hver enkelt deltager vil blive udfordret.
Holdene henvender sig til alle, der ønsker en træning, der styrker og bevæger hele kroppen.
Der vil blive leget, svedt og knoklet for at øge den enkeltes fysiske velvære.
Træningsformen lægger op til, at alle kan deltage på deres eget niveau uanset alder eller fysiske form.
Bar' dans
Dans til populær og latinamerikanske (zumba) rytmer.
Bar' Dans er for dig, der er vild med at bevæge dig til musik og have en fest i hverdagen.
Du får en god fysisk træning af hele kroppen, mens vi har det sjovt imens bevægelser og musik går op i en højre enhed.
Der vil blive danset til både zumba- og populærmusik. Det er simple koreografier, så alle kan være med. Der er garanti for smil på læben og sved på panden.
Timen afsluttes med enkelte ryg og maveøvelser samt udstrækning, så medtage gerne et håndklæde eller en trænings-/yogamåtte.
Yoga
Via klassiske yogastillinger (asana), åndedrætsøvelser (pranayama) og meditation arbejder vi med at komme ned i tempo for en stund, frigøre spændinger, samt opøve en større fleksibilitet og styrke i krop og sind. Der arbejdes både i statiske stillinger og små dynamiske flow. Yogaklassen tager udgangspunkt i den klassiske hatha yoga, men der inddrages også elementer fra andre yogaformer, fx yin, vinyasa og kundalini.
Holdet er for alle. Der er ikke særlige krav til styrke, smidighed eller erfaring med yoga – man arbejder udfra det udgangspunkt man har. Eneste krav er, at du har lyst til at arbejde med dig selv og din krop.
Da det er et stort foreningshold, vil der kun i begrænset omfang være mulighed for individuel vejledning og justering i løbet af timen, men der er mulighed for at stille spørgsmål bagefter.
Instruktør er Titi Mikkelsen, som er Yogalærer, mindfullness-instruktør og ergoterapeut
OBS. træningen er i spejlsalen i Statsskolens hal
Yoga ved Heinz
Et hold med max 12 medlemmer så der er ro og tid til at blive guidet og fordybe sig i de enkelte øvelser. Holdet er for begge køn. Glæd jer til en time med Heinz, hvor du guides igennem vejrtrækningsøvelser, fysiske stillinger, meditation og balance i livet.
Funktionel Fitness basic
Holdet køre med det man i dag kalder funktionel Fitness basic, som er øvelser uden redskaber, for kroppens store muskelgrupper - ryg, mave, arme, ben osv. Vi bruger elastikker, stepbænke, ballpunkter calenetic og dansebevægelser samt smart træning som er hjerneøvelser. Selvfølgelig til musik.
Motionsherrer
----
Qigong
Qigong er en kinesisk træningsform der positivt påvirker kroppens mobilitet, balance og vores livskvalitet.
Baduanjin Qi Gong er en af de ældste Qi Gong træningsøvelser i Kina. Træningen kan spores mere end 1000 år tilbage, hvoraf den ældre generation i Kina længe har praktiseret denne træning som mind-body-træning.
Træningsformen er desuden blevet mere populær rundt omkring i verden siden etableringen af Chinese Health-Qigong Association i 2002.
Øvelserne er lette at udføre, når detaljerne først er lært i forhold til kropsholdningen, og hvor det mentale fokus skal være i forbindelse med bevægelserne og åndedrættet.
Under alle øvelserne bevæger man aktivt energien i kroppens meridianer, de samme Qi-meridianer som der arbejdes med ved akupunktur/akupressur.